Vores eventyr begynder længe før den røde kåbe og det hvide skæg blev mit kald. Som du kan læse andetsteds på siden, trådte jeg mine allerførste barnesko som en lille nisse i min fars butik. Men inden vi når dertil, vil jeg invitere dig med længere tilbage, til de minder, der banede vejen for mit liv som julemand. For mig har julen altid været omgivet af et helt særligt skær. Den har altid vakt en dyb, sitrende forventningsglæde i mig, som intet andet i verden kunne måle sig med.

Mit allerførste klare juleminde stammer helt oppe fra Danmarks nordligste spids, Skagen. Her, midt i det smukke og barske vinterlys, fik jeg en julegave, der for alvor tændte min fantasi: en båndoptager. Min far havde med sin egen stemme indspillet et fantastisk klip, der lød fuldstændig som Radioavisen. Ud af højttaleren lød det højtideligt, at Skagen netop havde fået en helt ny politimand i byen. Du kan nok gætte, hvad resten af mine pakker indeholdt. Jeg var pavestolt. Hele den jul, og sandt at sige mange år senere, blev politimanden en del af mit liv. Den jul i Skagen blev mit allerførste møde med glæden ved at træde ind i en rolle og bringe smil frem på andres læber.

Julen i vores familie var en herlig begivenhed, som på skift blev holdt hos min fars søskende og min farmor. Min elskede farmor boede i Kalundborg, og jeg besøgte hende utrolig ofte. Sygdom havde desværre tidligt bundet hende til lejligheden, men det betød, at vi tilbragte mange hyggelige stunder sammen over kaffekopper og kortspil. Når december nærmede sig, skete der en forvandling. Den vante hverdag forsvandt, så snart julepynten kom frem. Atmosfæren i farmors hjem ændrede sig fuldstændigt. Der opstod en varm glæde og en næsten magisk forventning frem mod juleaften.

Når den store aften endelig kom, summede hendes lejlighed af liv, fyldt med fastre, onkler, fætre og kusiner. Vi børn legede på livet løs under en sjælden og fantastisk julelov: Vi havde lov til at larme, og det udnyttede vi. Dagen føltes vidunderligt lang, mens vi spændt ventede på det, vi alle drømte om, dansen om det strålende juletræ og de glitrende gaver. Selve julemiddagen fulgte familiens faste traditioner, og vi nød hvert et øjeblik, lige indtil højdepunktet: risengrøden. Så snart den kom på bordet, brød et muntert og fuldstændig iscenesat slagsmål ud. Der blev snydt, gemt og svindlet på livet løs i den vilde jagt på mandlen. Min farmor overværede altid dette faste ritual med så stor fryd, at tårerne trillede ned ad kinderne på hende af grin. Hun elskede det overalt på jorden. I juledagene fortsatte den varme strøm af gæster. For mig var julen årets absolutte højdepunkt. Det var tiden, hvor familien endelig havde tid til hinanden, til glæde, til at rykke tættere sammen, dele historier og feste i fællesskab.

Jeg var omkring syv eller otte år gammel, da mine forældre fik en vidunderlig idé. Jeg skulle klædes ud som nisse og gå til hånde i min fars butik i julemåneden. Der var ikke tale om billigt fastelavnstøj. Mit nissetøj var den ægte vare, og der var kælet for hver eneste detalje. Min fornemme opgave var at åbne døren for kunderne, byde dem hjerteligt velkommen og ønske dem en glædelig jul, når de gik. Når voksne pegede og hviskede: "Se, der er en rigtig nisse," svulmede mit barnehjerte af stolthed. Intet i verden kunne slå den følelse. Og dog fandtes der én skikkelse, der var endnu større og mere mystisk: Julemanden selv. Jeg husker den dybe, sitrende ærefrygt, jeg følte, når jeg ventede på at se ham i Kalundborg. Denne mægtige mand i rødt fløjl med det store hvide skæg. Han trådte ligefrem ind i min egen families hus, og jeg var usigeligt stolt over, at jeg personligt kendte ham.

Årene gik, og barndommens nissetøj gled langsomt i baggrunden. Min far gik bort, jeg blev ældre, og voksenlivet tog over. Selvom julens traditioner blev holdt stædigt i hævd, faldt flere og flere af de gamle familiemedlemmer med tiden fra. Der opstod et tomrum i højtiden. Den helt særlige gnist manglede. Så kom dagen, hvor jeg selv blev far. Pludselig vågnede julens magi til live igen i sin reneste form, gennem mine egne børns øjne. De talte om julen med den samme forventning, jeg selv havde haft, og jeg besluttede, at de ikke skulle snydes for eventyret. Jeg trak i det røde tøj og lod det hvide skæg og det lange hår komme frem. Når de kiggede på mig, så jeg mig selv i dem. Jeg så den funklende glæde i deres øjne og den intense iver efter at fortælle julemanden om alt det, der var vigtigt i deres verden. Indeni mærkede jeg et klart kald: "Nu er det tid."

Det helt store vendepunkt kom i 2004. Min mor kiggede kærligt på mig og spurgte, om ikke tiden var inde til, at jeg overtog rollen som den officielle julemand i Kalundborg. Nissen var blevet voksen, og jeg tænkte modigt: "Det klarer jeg." Men da dagen oprandt, og jeg tog plads i julemandens store kane for at tænde byens juletræ, var jeg rystende nervøs. Jeg har set et fotografi fra den dag, og man kan tydeligt se nervøsiteten i mine øjne. I samme sekund kanen satte i gang, tog magien over. Det gik over al forventning, og nervøsiteten blev forvandlet til en dyb passion.

Siden den dag har jeg ikke set mig tilbage. I dag overlades intet til tilfældighederne, når jeg spreder juleglæde. Min personlige syerske skaber mine dragter, mine solide kanestøvler er håndlavede, og bælterne er specialfremstillet af en god ven i USA. Hver eneste detalje i min dragt er unikt håndværk. Hvis man vil vække et ægte juleeventyr til live, skal det gøres med hjertet og gøres ordentligt. Børn er ikke nemme at narre. De mærker, når julemagien er ægte.