
Fortællinger og Nyheder fra Julemanden

Historien om Sankt Nikolaus
En biskop fødes i Romerriget
Vores historie tager sin begyndelse omkring år 270 i Antikkens verden. I den rige, lykiske handelsby Patara, som i dag ligger gemt under Tyrkiets sand nær byen Demre, kom en dreng til verden. Hans navn var Nikolaus. Han blev født ind i en velhavende købmandsfamilie, hvis formue var skabt på den lukrative handel
med korn til Romerriget.
Men skæbnen ramte tidligt den unge Nikolaus. Hans forældre gik bort i en tidlig alder, og han voksede op under den beskyttende vinge af sin onkel, der var biskop i nabobyen Myra. Under onklens vejledning modtog Nikolaus en streng kristen opdragelse, uddannede sig inden for troen og blev ordineret som præst.
Skæbnen ville, at han senere selv skulle indtage det magtfulde bispesæde i Myra. Nikolaus var biskop i mange år fremad og efterlod sig et eftermæle som en usædvanlig venlig og gavmild mand.
Så gavmild var han, at han valgte at omsætte den enorme arv fra sine forældre til nødhjælp for samfundets fattigste, og han gjorde det til sit personlige kald at beskytte børn. Den mest berømte fortælling – som historikere mener er relativ sandfærdig på grund af Nikolaus’ dokumenterede gavmildhed – handler om en fattig mand i Myra og hans tre døtre. Da pigerne nåede den giftemodne alder, havde faderen ikke råd til den lovpligtige medgift. Uden medgift truede en dyster skæbne: Pigerne ville blive solgt til prostitution for at overleve. Da Nikolaus hørte om familiens tragedie, handlede han i ly af nattens mørke og natten før den ældste datter blev myndig, sneg han sig hen til huset og kastede en pung med guldmønter ind gennem vinduet. Det følgende år gentog han handlingen for den næste datter. Da tiden kom til den tredje datter, lå den taknemmelige, men nysgerrige fader på lur ved vinduet for at afsløre den ukendte redningsmand. Nikolaus opdagede dog planen. For ikke at blive set, klatrede han op på taget og smed pungen ned gennem skorstenen. Ifølge overleveringen landede guldstykkerne i en strømpe, der hang til tørre ved gløderne.
Livet som biskop i det 4. århundrede var dog forbundet med ekstrem livsfare. Nikolaus levede i en brydningstid, hvor de kristne mødte brutal forfølgelse under den romerske kejser Diocletian. Men historiens hjul drejede, da Konstantin den Store overtog magten og senere, ved sit dødsleje, gjorde kristendommen til sin egen overbevisning. Nikolaus trådte nu ind på den helt store verdensscene. Han var blandt de biskopper, som kejser Konstantin indkaldte til det berømte, første koncil i Nikæa i år 325. Her skulle man bilægge en dyb og langvarig intern splittelse i kirken, og mødet resulterede i skabelsen af den Nikænske trosbekendelse, som stadig bruges i dag.
Nikolaus fungerede som biskop frem til sin død omkring år 343. Han blev begravet i Myra ved den kirke, der i dag bærer hans navn, Agios Nikolaos. Efter hans død opstod der hurtigt rygter om, at en hellig væske med en overjordisk duft flød fra hans sarkofag. Flere århundreder senere, i det 11. århundrede, blev hans grav brudt op af italienske pirater og søfolk. De stjal de værdifulde relikvier og bragte dem til Bari i Italien, hvor de den dag i dag opbevares i Basilica San Nicola. Dele af relikvierne fandt også vej til Venedig, nærmere bestemt til kirken San Nicoló al Lido. Nikolaus’ popularitet var nu så enorm, at han helt organisk blev helgenkåret, og hans dødsdag den 6. december blev en global festdag. På øen Murano ved Venedig, verdenskendt for sin glaskunst, blev han valgt som glaspusternes officielle skytshelgen.
Beretningerne om Nikolaus stopper ikke her da gamle skrifter beretter om dramatiske mirakler: Historien om, hvordan han vakte tre dræbte børn til live, eller hvordan han under en voldsom storm kastede sig i havet for at redde tre sømænd fra druknedøden. Som en utrættelig forkæmper for retfærdighed greb han også ind over for det romerske retssystem og reddede tre uskyldigt dømte mænd fra skarpretterens sværd. Tallet 3 går igen som en rød tråd i alle beretningerne. Det er næppe tilfældigt, at Sankt Nikolaus’ ikonografiske kendetegn i kunsthistorien er tre guldkugler, som ofte ses afbildet hvilende på en bibel.
Romerriget fører til Danmark
Legenden om den helbredende biskop nåede helt op til de nordiske kongerigsdømmer. I 1515 sejlede den danske konge, Christian 2., til den hollandske by Veere for at hente sin kommende dronning, Elisabeth. På hjemrejsen ramte flåden en rædselsvækkende storm. I overhængende fare for at forlise faldt kongen på knæ på dækket og bad en desperat bøn til Sankt Nikolaus. Da skibet mirakuløst red i havn i god behold, indfriede kongen sit løfte og betalte for et kostbart kalkmaleri af helgenen i Sct. Nicolai kirke i Køge som tak.
Det er netop her, i historien om Christian 2., at vi finder den direkte, dokumentariske linje til den moderne julemand i Danmark. I 1521 inviterede kongen således hollandske bønder til at bosætte sig i Store Magleby på Amager. Hollænderne tog deres egne traditioner med sig – herunder fejringen af Sankt Nikolaus den 6. december, en skik danskerne ikke praktiserede. De hollandske børn stillede deres træsko frem aftenen før i håb om at finde små gaver. Familierne bagte krydrede honningkager og små kager, der mindede om pebernødder. På hollandsk blev Sankt Nikolaus udtalt Sinterklaas. Da hollandske indvandrere århundreder senere rejste over Atlanten til USA, tog de navnet og traditionen med sig. I det amerikanske sprogmiljø blev Sinterklaas langsomt transformeret til Santa Claus.
Den historiske biskop fra Myra havde fuldført sin århundreder lange dannelsesrejse og således blev myten om Julemanden officielt født.
